AFTENÅBNING. Hver tirsdag og torsdag fra 17.30 - 20.15 har vi på fritidshjemmet aktiviteter og samvær for alle interesserede piger og drenge i 4. -7. klasse i Lystrup og Elsted skoledistrikter.
Prisen for at være medlem af aftenåbningen er p.t. kr. 66/mdr. Herudover betaler børnene halvdelen til entreer, når vi tager ud af huset. f.eks. til bowling, i svømmehallen, biografen eller net-café. Fritidshjemmet betaler transporten.
Tilmelding sker til fritidshjemmet, hvor I kan få en tilmeldingsblanket, som I forældre skal udfylde. Den udfyldte blanket afleveres på fritidshjemmet, hvorefter der automatisk kommer en opkrævning fra Århus kommune. I enkelte tilfælde kan tirsdag og torsdag lægges sammen, hvilket gør det muligt at tage på længere ture ud af huset.
Du og dine forældre er velkomne til at besøge os, hvis der er spørgsmål el. lign. Børnene er også velkomne til at besøge os nogle gange, inden I melder barnet ind, for at prøve om aftenåbningen er noget for dit barn. Vi ses ! ! ! Sammen med tilmeldingen afleveres en oplysningsseddel. Venteliste kan blive aktuel, såfremt antallet af børn bliver over 40, som er vores normering.
Aftentilbudet fungerer som en "klub", hvor også medlemmerne har indflydelse på, hvad vi skal lave. Vi registrerer, når medlemmerne kommer, men vi kontakter hverken dem eller jer forældre, hvis de ikke kommer. Børnene behøver heller ikke melde afbud, når de ikke kommer. Dog beder vi om tilmelding til visse aktiviteter og ture. Vi passer selvfølgelig godt på jeres børn, når de er hos os. Når de er på fritidshjemmet, er de her og ikke rundt i området el. lign. Derfor er det vigtig, at alle siger goddag og farvel til en voksen!
Skolefridage og i ferier er aftenåbningen lukket.
Aktiviteter ud af huset gøres på den måde, at der laves en plan, som medlemmerne får et eksemplar af. Her kan børnene og I så snakke om, hvilke ture børnene skal deltage i. Programmet strækker sig fra august til januar og et nyt bliver lavet for januar til juni. Hvis der er betaling til ture ud af huset, betales der samtidig med tilmeldingen hertil. Dead-lines skal overholdes. Ellers kan barnet ikke deltage i aktiviteten. Der kan blive tale om tilbagebetaling, f.eks. p.g.a. sygdom, framelding skal dog ske senest dagen før.
|

Aktiviteter i huset: Du kan spille musik sammen med nogle på din egen alder, du behøver ikke være god, vi skal nok lære dig det du har brug for. Computerne kan du benytte til spil sammen med andre, eller du kan surfe på Internettet i de områder der er gode informationer at hente. Vi har installeret en browser, som forhindrer brug af irrelevante hjemmesider. Vi har træ- male- og naturværksted. Du kan lave smykker og andet kreativt. Vi har motoriseret go'cart og god mulighed for bordtennis og andre boldspil. Som noget nyt har vi hardball-pistoler, aftenåbningen er også et sted, hvor der er mulighed for at være med til at lave mad og være med til at bage. Nogle gange har vi fællesspisning og børnene er selv med til at købe ind og lave mad. Vi bruger også vores sø til sejlads i vores båd. Om vinteren kan vi måske løbe på skøjter og spille ishockey. Ansvar: Børnene har ansvar for videregivelse af informationer, når vi f.eks. laver en spontan tur og ikke kan nå at få sedler frem og tilbage. Som forældre er I velkommne til at besøge os eller kontakte os på telefonen, hvis der er spørgsmal eller lignende.
Med venlig hilsen fra os alle.
|